02-12-09
Mange læger og sygeplejersker vælger at bruge nogle måneder af deres liv på at bo og arbejde i et krigsramt område. En af dem er 51-årige Niels Juul, som til daglig er overlæge på Neuroanæstesiologisk Afsnit på Århus Sygehus.
Vi har lavet et utraditionelt interview med Niels, mens han var udsendt i Afghanistan. Fordi Niels kun har et vist antal telefonminutter om ugen – og fordi han helst vil bruge de minutter på at tale med sin familie – er interviewet foretaget over mail. Svarene fra Niels er modtaget den 29. september.
Hvor er du henne og hvor længe skal du være væk?
Jeg er i Camp Bastion i Hellmann-provinsen i Afghanistan. Camp Bastion er en lejr for den internationale ISAF-styrke (International Security Assistance Force).
Jeg tog fra Danmark den 12. august og forventer at være hjemme den 18. oktober.
- Hvad er dine opgaver dernede?
Jeg skal være med til drive den kliniske del af felthospitalet, hvor jeg fungerer som anæstesi- og intensivlæge – fuldstændig som derhjemme. Mit arbejde er at tage imod traumepatienter, bedøve dem, der skal opereres og passe intensivafdelingen.
Det er selvfølgelig klart, at de skader, vi primært ser, ikke er hverdagskost på et dansk hospital. Vi har nemlig mange med skader efter skud og eksplosioner. Men der kommer også patienter, der har været udsat for trafikuheld eller har alle mulige andre skader og sygdomme. Det kan være blindtarmsbetændelse, nyresten, hjertetilfælde eller allergiske reaktioner.
- Hvem er du udsendt sammen med?
Personalet på felthospitalet består i øjeblikket af ca. 100 danske læger, sygeplejersker, radiografer, laboranter og sygepassere. Derudover er der ca. 50 englændere og 50 amerikanere, der stort set er sammensat ligesom os rent faggruppemæssigt. Det danske personale kommer fra sygehuse i hele landet, og vi er to fra Århus Sygehus pt.
- Hvem bor ellers i lejren?
Lejren er stor – meget stor. Jeg ved ikke, hvor mange der er stationeret her, men det er mange tusind soldater fra stort set hele den internationale styrke, der er her i Afghanistan.
- Hvordan ser en typisk dag ud for dig?
En typisk dag starter kl. 06.30. Efter morgenmad i køkkenteltet møder jeg på hospitalet klokken 08.00 og gør klar til dagens operationer. Klokken 08.15 er der morgenrunde på ægte amerikansk manér, hvor alle lægerne går rundt til alle patienterne. Klokken 08.45 starter vi på de planlagte operationer. Klokken 09.00 er der gennemgang af alle patienter. Her deltager sygeplejersker, fysioterapeuter, farmaceuter og alle de andre faggrupper. Her lægges i fællesskab behandlingsplaner.
Vores planlagte operationsprogram er oftest færdigt over middag. I løbet af dagen er der forskellige undervisnings- eller patientrelaterede konferencer. Vi slutter dagen klokken 19.15 med lægemøde, hvor vi får en update om situationen på hospitalet, specielt med fokus på pladssituationen og på, om der er noget, vi har problemer med at skaffe – vi kan jo ikke bare ringe til nogen, der kan sende det vi mangler med en taxa – samt hvad der sker udenfor i Afghanistan.
- Hvem behandler I?
Vi behandler alle dem, der kommer ind i lejren. Det er meget lidt jeg personligt taler med vores patienter, da der altid skal en tolk til, når vi skal kommunikere. De lokale er noget skræmte i begyndelsen, men tør op hen ad vejen, når det går op for dem, at vi kan og vil hjælpe dem. Vores primære opgave er at behandle soldater.
- Hvordan ser der ud, der hvor du er?
Vi bor i store telte – jeg bor i et airconditioneret telt med plads til 16 – og sover i feltsenge, men har lidt dansk komfort i form af skumgummimadrasser, dyner og hovedpuder. Her er gode sportsfaciliteter, og tøjvask og madlavning bliver klaret for os.
Her er varmt og støvet. Lejren ligger midt i en ørken og vi kan se bjerge i det fjerne. Jeg har en enkelt gang haft mulighed for at se ud over muren, hvor der var udsigt til kilometer efter kilometer af sand og sten. Temperaturen ligger mellem 35 og 40 grader om dagen – den lå omkring 50, da jeg kom. Nu, hvor det lakker mod efterår, er der helt ned til 15 grader om natten!! Indendørs er der heldigvis aircondition stort set alle steder.
- Er der fredeligt, der hvor du er?
Ja, her i lejren er der ingen fare for mit liv og helbred. Jeg har ikke været ude af lejren og jeg får heller ikke mulighed for det. Men jeg har heller ikke noget ønske om det.
- Hvad har din værste oplevelse været dernede?
Det er selvfølgelig slemt – meget slemt – at tage imod personer, der har svære sprængskader på arme og ben og være med til at foretage de amputationer, der er nødvendige for at redde deres liv.
- Hvordan har du det med at være dernede?
Jeg har det i det store og hele rigtigt godt hernede. Det kollegiale forhold lægerne imellem er meget godt, både internt blandt danskerne men også i hele lægegruppen. Samarbejdet med sygeplejerskerne og de andre faggrupper, der tager sig af patienterne er også helt i top.
- Har du familie derhjemme? Og hvordan er det at være væk fra dem?
Jeg er gift og har to (udeboende) børn. Det påvirker selvfølgelig både mig og min familie, at jeg er væk hjemmefra. Det er af overordentlig stor betydning, at man, inden man tager af sted på sådan en tur, har diskuteret det grundigt igennem med sin familie og at man har fuld opbakning til at gøre det. Det har jeg heldigvis.
På mission i Afghanistan
Niels Juul ved indgangen til den del af lejren, hvor hans opholdstelt ligger. Uniformen er den daglige påklædning - også på hospitalet - og drikkeflasken er den uundværlige følgesvend i 45 graders varme. - Foto: Jens Winther Jensen
Mange læger og sygeplejersker vælger at bruge nogle måneder af deres liv på at bo og arbejde i et krigsramt område. En af dem er 51-årige Niels Juul, som til daglig er overlæge på Neuroanæstesiologisk Afsnit på Århus Sygehus.
Vi har lavet et utraditionelt interview med Niels, mens han var udsendt i Afghanistan. Fordi Niels kun har et vist antal telefonminutter om ugen – og fordi han helst vil bruge de minutter på at tale med sin familie – er interviewet foretaget over mail. Svarene fra Niels er modtaget den 29. september.
Hvor er du henne og hvor længe skal du være væk?
Jeg er i Camp Bastion i Hellmann-provinsen i Afghanistan. Camp Bastion er en lejr for den internationale ISAF-styrke (International Security Assistance Force).
Jeg tog fra Danmark den 12. august og forventer at være hjemme den 18. oktober.
- Hvad er dine opgaver dernede?
Jeg skal være med til drive den kliniske del af felthospitalet, hvor jeg fungerer som anæstesi- og intensivlæge – fuldstændig som derhjemme. Mit arbejde er at tage imod traumepatienter, bedøve dem, der skal opereres og passe intensivafdelingen.
Det er selvfølgelig klart, at de skader, vi primært ser, ikke er hverdagskost på et dansk hospital. Vi har nemlig mange med skader efter skud og eksplosioner. Men der kommer også patienter, der har været udsat for trafikuheld eller har alle mulige andre skader og sygdomme. Det kan være blindtarmsbetændelse, nyresten, hjertetilfælde eller allergiske reaktioner.
- Hvem er du udsendt sammen med?
Personalet på felthospitalet består i øjeblikket af ca. 100 danske læger, sygeplejersker, radiografer, laboranter og sygepassere. Derudover er der ca. 50 englændere og 50 amerikanere, der stort set er sammensat ligesom os rent faggruppemæssigt. Det danske personale kommer fra sygehuse i hele landet, og vi er to fra Århus Sygehus pt.
- Hvem bor ellers i lejren?
Lejren er stor – meget stor. Jeg ved ikke, hvor mange der er stationeret her, men det er mange tusind soldater fra stort set hele den internationale styrke, der er her i Afghanistan.
- Hvordan ser en typisk dag ud for dig?
En typisk dag starter kl. 06.30. Efter morgenmad i køkkenteltet møder jeg på hospitalet klokken 08.00 og gør klar til dagens operationer. Klokken 08.15 er der morgenrunde på ægte amerikansk manér, hvor alle lægerne går rundt til alle patienterne. Klokken 08.45 starter vi på de planlagte operationer. Klokken 09.00 er der gennemgang af alle patienter. Her deltager sygeplejersker, fysioterapeuter, farmaceuter og alle de andre faggrupper. Her lægges i fællesskab behandlingsplaner.
Vores planlagte operationsprogram er oftest færdigt over middag. I løbet af dagen er der forskellige undervisnings- eller patientrelaterede konferencer. Vi slutter dagen klokken 19.15 med lægemøde, hvor vi får en update om situationen på hospitalet, specielt med fokus på pladssituationen og på, om der er noget, vi har problemer med at skaffe – vi kan jo ikke bare ringe til nogen, der kan sende det vi mangler med en taxa – samt hvad der sker udenfor i Afghanistan.
- Hvem behandler I?
Vi behandler alle dem, der kommer ind i lejren. Det er meget lidt jeg personligt taler med vores patienter, da der altid skal en tolk til, når vi skal kommunikere. De lokale er noget skræmte i begyndelsen, men tør op hen ad vejen, når det går op for dem, at vi kan og vil hjælpe dem. Vores primære opgave er at behandle soldater.
- Hvordan ser der ud, der hvor du er?
Vi bor i store telte – jeg bor i et airconditioneret telt med plads til 16 – og sover i feltsenge, men har lidt dansk komfort i form af skumgummimadrasser, dyner og hovedpuder. Her er gode sportsfaciliteter, og tøjvask og madlavning bliver klaret for os.
Her er varmt og støvet. Lejren ligger midt i en ørken og vi kan se bjerge i det fjerne. Jeg har en enkelt gang haft mulighed for at se ud over muren, hvor der var udsigt til kilometer efter kilometer af sand og sten. Temperaturen ligger mellem 35 og 40 grader om dagen – den lå omkring 50, da jeg kom. Nu, hvor det lakker mod efterår, er der helt ned til 15 grader om natten!! Indendørs er der heldigvis aircondition stort set alle steder.
- Er der fredeligt, der hvor du er?
Ja, her i lejren er der ingen fare for mit liv og helbred. Jeg har ikke været ude af lejren og jeg får heller ikke mulighed for det. Men jeg har heller ikke noget ønske om det.
- Hvad har din værste oplevelse været dernede?
Det er selvfølgelig slemt – meget slemt – at tage imod personer, der har svære sprængskader på arme og ben og være med til at foretage de amputationer, der er nødvendige for at redde deres liv.
- Hvordan har du det med at være dernede?
Jeg har det i det store og hele rigtigt godt hernede. Det kollegiale forhold lægerne imellem er meget godt, både internt blandt danskerne men også i hele lægegruppen. Samarbejdet med sygeplejerskerne og de andre faggrupper, der tager sig af patienterne er også helt i top.
- Har du familie derhjemme? Og hvordan er det at være væk fra dem?
Jeg er gift og har to (udeboende) børn. Det påvirker selvfølgelig både mig og min familie, at jeg er væk hjemmefra. Det er af overordentlig stor betydning, at man, inden man tager af sted på sådan en tur, har diskuteret det grundigt igennem med sin familie og at man har fuld opbakning til at gøre det. Det har jeg heldigvis.